Pleje af paryk

For at din paryk bliver ved med at være lige så pæn som da du købte den, så skal du huske at behandle den ordenligt når du vasker eller styler den.

Her er nogle råd til hvordan man plejer parykker købt hos NerdVault.

Bemærk at de parykker vi sælger her hos NerdVault er lavet af heat-resistant fibre, så de kan holde til mere end nogle billigere parykker. Derfor kan vi ikke garantere at du kan bruge disse anvisninger til parykker du har købt andre steder.

Styling

Du kan style vores parykker med føntørrer, krøllejern eller glattejern. Dog skal du altid passe på med alt for høje temperaturer, for det slider på håret (nøjagtigt som med rigtigt hår).
Særligt hvis du bruger glattejern, vil vi anbefale dig at bruge et hårprodukt, som beskytter håret mod varmepåvirkningen.

Vask

Du kan sagtens vaske din paryk. Vær dog opmærksom på at den kan miste sin form, hvis den er stylet på forhånd.

  • Børst forsigtigt din paryk igennem med en rigtig parykbørste. Start ude fra spidserne og arbejd dig op ad håret.
  • Fyld en balje med lunkent vand, der er maksimalt 30 grader varmt, og bland lidt hårshampo i, så det skummer op.
  • Læg din paryk i blød i vandet i 3-4 minutter. Sørg for, at al håret er dækket af vand.
  • Skyl sæben ud af din paryk. Brug lunkent vand og skyl håret fra toppen og nedefter, så du følger hårets retning.
  • Skyl derefter den indvendige side af din paryk i hårets retning.
  • Hæld rent vand i baljen og bland lidt balsam i. Balsam giver dit hår glans og holder det smukt i længere tid.
  • Læg din paryk i blød i vandet i 5-10 minutter. Sørg for, at al håret er dækket af vand.
  • Skyl parykken grundigt igen. Husk, at det stadig skal være i hårets retning, så det ikke filtrer sammen.
  • Læg din paryk på et tørt håndklæde og tryk forsigtigt det overskydende vand ud. Du må ikke frottere håret, for så risikerer du, at det filtrer sammen.
  • Lad din paryk lufttørre på et parykstativ, så der kan komme luft til håret både indvendigt og udvendigt.
  • OBS: Du må ikke børste din paryk, mens den er våd!

Det tager cirka 10 timer for en paryk at blive helt tør. Du skal vente med at tage den på igen, til den er helt tør. Du skal også være opmærksom på at holde din paryk væk fra åben ild, brændeovne og høj varme generelt i din dagligdag.
Når din paryk er tør efter vask, kan du med fordel spraye den med lidt olie for at bevare hårets glans og smidighed.
Dit hår kommer til at se flot ud, men lige så vigtigt er det, at plejende spray forlænger parykkens levetid.